vedtaegterbillede.png

Vedtægter for lokalforeningen Rødovre i Københavns Omegns storkreds

Vedtaget ved lokalforeningens stiftende generalforsamling den 26. april 2016.

Opdateret med rettelser i vedtægter fra Landsmødet den 27. og 28. maj 2017

- rettelser der er godkendt på lokalforeningens årsmøde 2018 den 14. marts 2018

 

 

§ 1 Navn:

Stk.1

ALTERNATIVET Rødovre

 

§ 2 Organisation:

Stk.1
Foreningen er tilsluttet ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds og landsforeningen ALTERNATIVET som har hver deres vedtægter.

Stk. 2
Foreningens virke er underlagt storkredsens og denne landsforeningens myndighed. Hvor der måtte være uoverensstemmelser mellem landsforeningens, storkredsens og lokalforeningens vedtægter gælder altid den øverste myndigheds vedtægter.

Stk. 3
Foreningens vedtægter skal til enhver tid godkendes af storkredsens bestyrelse.
 

§ 3 Hjemsted:

Stk. 1
Rødovre
 

§ 4 Formål:

Stk. 1
Det er ALTERNATIVET Rødovre’s formål at skabe et lokalt medlemsdrevet fællesskab som en del af Bevægelsen ALTERNATIVET.

Med udgangspunkt i Bevægelsens værdier er formålet at skabe engagement og livsglæde og at vække lysten til lokal deltagelse og forandring i retning af mere indflydelse på eget liv for den enkelte borger.

Og at skabe muligheder for mere social, mental og miljømæssig bæredygtighed gennem det enkelte medlems personlige initiativkraft, som vi i fællesskab vil søge at styrke gennem nærvær, mere tid sammen og ved at opfordre alle til på demokratisk vis at udforske og udfolde deres mangfoldige talenter, drømme og ambitioner til gavn for sig selv og verden.

Stk. 2
Desuden er formålet at udvikle foreningen til at blive en del af en lokal, regional og international politisk 4. sektor organisation gennem en omstilling der både er bæredygtig, fællesskabsorienteret og kreativ i forhold til videnskab, teknologi, økonomi, politik, organisation, spiritualitet og empati.

Stk. 3
Foreningen vil også arbejde på at få valgt politiske repræsentanter, herunder i Kommunalbestyrelsen.

Stk. 4
Foreningen kommunikerer selv med offentligheden i lokalområdet. Det gælder pressemeddelelser og indlæg i alle lokale og egne medier. Foreningen orienterer løbende ALTERNATIVET Københavns Omegns storkreds bestyrelse om kommunikationen. ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds bestyrelse skal godkende indlæg der går ud over lokalområdet og kan kræve at foreningen dementerer indlæg der er i strid med den politik ALTERNATIVET i øvrigt fører.


§ 5 Politisk metode:
Der henvises til bilag I.


§ 6 Manifest:
Der henvises til bilag II

 

§ 7 Værdier:
Der henvises til bilag III

 

§ 8 Samtalekultur:
Der henvises til bilag IV

 

§ 9 Medlemmer:

Stk. 1
Ret til medlemskab i ALTERNATIVET Rødovre har enhver som tilslutter sig foreningens formål og ikke er medlem af et andet politisk parti. Medlemmerne skal have bopæl i Rødovre. Medlemmer som er bosat i udlandet, kan optages som medlemmer i ALTERNATIVET Rødovre. Dog har medlemmer, der bor i udlandet, ikke stemmeret. Medlemmer der har stemmeret i ALTERNATIVET Rødovre har også stemmeret i ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds.

Stk. 2
Et medlem der ikke respekterer ALTERNATIVETS værdier og øvrige vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af årsmødet, kan af bestyrelsen indstilles til eksklusion af foreningen. Dernæst tager årsmødet stilling til eksklusionen. Eksklusion skal ske med mindst 2/3 –dels flertal og mindst 10 medlemmer af foreningen skal være til stede. Foreningens bestyrelse kan derefter tillige indstille til ALTERNATIVET Københavns omegns bestyrelse, at medlemmet ekskluderes af selve partiet. Såfremt der også her er 2/3-dels flertal, indstiller de eksklusionen til ALTERNATIVET’S hovedbestyrelse, der tager endelig stilling til eksklusion af partiet.

Stk. 3
Man er automatisk medlem i foreningen Rødovre ved indmeldelse i ALTERNATIVET såfremt man har folkeregisteradresse i Rødovre.

 

§ 10 Generalforsamling/årsmøde:

Stk. 1
Generalforsamlingen også kaldet årsmødet er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2
Årsmødet afholdes én gang årligt i marts måned. og der indkaldes med mindst 30 dages varsel.

Stk. 3
Alle medlemmer, der er fysisk tilstede og har betalt kontingent senest 4 uger før årsmødet, er stemmeberettigede og valgbare. Nye medlemmer har dog først stemmeret 14 dage efter indbetaling af kontingent.

Generalforsamlingen kan ved almindeligt flertal dispensere fra valgbarhedsreglen.

Stk. 4
Alle beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal, bortset fra vedtægtsændringer, eksklusion, fratagelse af kandidatur og opløsning af foreningen hvor der kræves 2/3 – dels flertal.

Stk. 5
Er årsmødet lovligt indvarslet er den beslutningsdygtig.

Stk. 6
Dagsorden for det ordinære årsmøde skal minimum indeholde følgende punkter:

 

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af stemmetællere og referent og registrering af fremmøde.
  3. Beretning fra bestyrelsen.
  4. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
  5. Behandling af forslag fra medlemmer.
  6. Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af lokalt kontingent
  7. Valg af bestyrelse og suppleanter. Bestyrelsen består af mindst 3 og højst 7 medlemmer. Medlemmerne vælges for 2 år af gangen. Ved det første ordinære årsmøde efter stiftelsen er halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne på valg. Der rundes ned, hvis der er et ulige antal. De kan genvælges. Rækkefølgen aftales ved enighed eller afgøres ved lodtrækning, men næstforperson er på valg. Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter valget og det tages til referat. Der vælges op til 3 suppleanter (de rangeres efter stemmetal) såfremt der er kandidater.
  8. Valg af udvalgsmedlemmer
  9. Valg af politiske kandidater
  10. Ændring af vedtægter
  11. Valg af ekstern revisor
  12. Eventuelt – herunder ikke forslag til afstemning.

 

Stk. 6 ad 5

Forslag, der ønskes behandlet på årsmødet under dagsordenens punkt 5, skal være stillet af mindst 3 medlemmer af foreningen og være et bestyrelsesmedlem i hænde senest 2 uger før årsmødets afholdelse.

Alle forslag skal udsendes af bestyrelsen til medlemmerne senest 1 uge før årsmødets afholdelse.

Stk. 6 ad 7

Medlemmer, der ønsker at kandidere til valg på årsmødet, skal meddele deres kandidatur samt en beskrivelse af dem selv og deres politiske dagsorden til et bestyrelsesmedlem senest 2 uger før mødet. Kandidatnavne og oplæg skal udsendes af bestyrelsen til medlemmerne senest 1 uge før årsmødets afholdelse.

Generalforsamlingen kan ved almindeligt flertal dispensere fra denne regel.

Medlemmer, der ønsker at kandidere til valg på årsmødet, kan desuden stille op på mødet. Kandidaterne skal beskrive dem selv og deres politiske dagsorden på årsmødet.

Stk. 6 ad 8

Stk. 6 ad 9
Kandidater vælges for 2 år ad gangen og kan også opstilles på ekstraordinært årsmøde.
Alternativet opstiller til alle valg sideordnet, men kommuneforeninger kan vælge at afvige fra dette princip og vælge listeopstilling i stedet.

Både forperson, næstforperson og kasserer i en kommune- eller storkredsforening kan frit varetage sin bestyrelsespost, samtidig med
at de stiller op til kommunal-, regionsråds- eller Europaparlamentsvalg. Forpersonen skal dog træde tilbage fra sin post, hvis denne opnår valg til et af ovenstående politiske fora.

Stk. 6 ad 10
Ændring af vedtægter er fast punkt i alle år.

Stk. 7
Dirigenten godkender og underskriver referatet

 

§ 11 Ekstraordinær generalforsamling/årsmøde:

Stk. 1
Ekstraordinært årsmøde kan indkaldes af bestyrelsen. Det kræver en bestyrelsesbeslutning. Der skal indkaldes senest 14 dage efter beslutningen og med 14 dages varsel.

Stk. 2
Bestyrelsen skal tillige indkalde til ekstraordinært årsmøde såfremt mindst 1⁄4 af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter ønske om det, med angivelse af dagsorden, til et bestyrelsesmedlem. Indkaldelsen skal ske senest 14 dage efter ønsket er fremsat.

 

§ 12 Ledelse:

Stk. 1
Foreningen ledes af en bestyrelse der består af mindst 3 og højst 7 medlemmer. Se nærmere under årsmødets punkt 6. Der vælges op til 3 suppleanter såfremt der er kandidater.
Stk. 2
Bestyrelsen konstituerer sig med en forperson, næstforperson og en kasserer for et år af gangen.

Stk. 3
Et medlem kan ikke både have folkevalgt tillidspost samt sidde i bestyrelsen.

Stk. 4
Såfremt et bestyrelsesmedlem bliver folkevalgt, træder denne ud af bestyrelsen på det næstfølgende bestyrelsesmøde, og den højest rangerede suppleant (ud fra antal stemmer) indtræder.

Stk. 5
I ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds og tilhørende lokalforeninger kan et medlem kun varetage én bestyrelsespost.

Stk. 6
Såfremt antal medlemmer af bestyrelsen kommer under 3 skal der indkaldes til ekstraordinært årsmøde.

Stk. 7
Bestyrelsen er ansvarlig for behandling af budget og regnskab for foreningen og træffer desuden de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift.

 

§ 13 Bestyrelsens forretningsorden:

Stk. 1
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden for bestyrelsens arbejde.

Stk 2
Mindst halvdelen af alle bestyrelsesmøder skal være åbne.

Stk. 3
Alle beslutninger tages ved flerstemmighed, og hvert bestyrelsesmedlem har en stemme. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

Stk. 4
Bestyrelsen er beslutningsdygtignår der skriftligt pr. email er indkaldt til bestyrelsesmøde 6 dage før afholdelse, og mindst 3 bestyrelsesmedlemmer, heraf enten forperson eller næstforperson, er til stede fysisk.

Stk. 5
Dagsordener og referater lægges på DIALOG og på hjemmesiden.

Stk. 6
Bestyrelsen kan give ansvar til arbejdsgrupper og udvalg og indbyde dem til deltagelse i bestyrelsesmøder.

Stk. 7
Bestyrelsen skal sikre, at der ved frafald i et af de faste fælles udvalg, jfr. § 10 stk. 6 ad 7, suppleres med et bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen skal sikre, at der er en kommunikations- og presseansvarlig i bestyrelsen eller der udpeges en blandt medlemmerne.
Forpersonen er ansvarlig for medlemskartoteket og er kontaktperson, herunder til ALTERNATIVETS landssekretariat og storkredsens bestyrelse.

Stk. 8
Hvis forpersonen trækker sig fra bestyrelsen, bliver næstforpersonen konstitueret som forperson, og bestyrelsen konstituerer sig med ny næstforperson ved optagelse af den højest rangerede suppleant.

Såfremt bestyrelsen ikke længere består af mindst 3 medlemmer skal der indkaldes til ekstraordinært årsmøde. Indkaldelsen skal ske senest 14 dage efter.

 

§ 14 Afstemninger og valg:

Stk. 1
Valg af medlemmer til tillidsposter, der rækker ud over det enkelte møde, skal altid ske skriftligt.

Stk. 2
Ved alle valg afgiver hver enkelt stemmeberettiget det antal stemmer, som der er kandidater. Ved stemmelighed stemmes igen mellem de to kandidater.
Ved fortsat stemmelighed afgøres kandidaturet ved lodtrækning.

Stk. 3
Foreningens kandidater til kommunalvalg vælges i det kommunale valgår.

Placering på listen afgøres af antallet af stemmer.

ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds bestyrelse skal godkende den vedtagne kandidatliste. Såfremt listen ikke godkendes i sin helhed gælder samme regler som under §17 stk. 2 om vedtægtsændringer.

Årsmødet kan beslutte at overdrage opstillingen af kandidater til ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds bestyrelse.

Stk. 4
Medlemmer der ikke er i restance med kontingent er stemmeberettigede og valgbare.

 

§ 15 Tegning og hæftelse:

Stk. 1
Foreningen tegnes af forpersonen og mindst ét medlem af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan meddele enkeltpersoner prokura.

Stk. 2
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

Nettoformuen tilhører alene foreningen.

Stk. 3 
Ved køb, pantsætning, salg eller leje af fast ejendom kræves dog underskrift af den samlede bestyrelse.

Stk. 4
Ved enhver væsentlig økonomisk disposition kræves en bestyrelsesbeslutning inden der disponeres.

 

§ 16 Regnskab og kontingent:

Stk. 1
Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk. 2
Regnskab laves af kassereren ifølge bilag og konto i dansk bank og revideres og påtegnes af godkendt revisor og fremlægges på det ordinære årsmøde.

Revisor kan foretage uanmeldt revision.

Stk. 3
Foreningens indtægter kommer fra medlemskontingent der indkræves via Landsforeningen ALTERNATIVET, gennem et eventuelt lokalt kontingent, gennem donationer direkte til foreningen og gennem 4. sektorvirksomhed.

 

§ 17 Vedtægter og opløsning:

Stk. 1
Nærværende vedtægter træder i kraft efter godkendelse på foreningens stiftende generalforsamling og efterfølgende godkendelse i ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds bestyrelse.

Kan ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds bestyrelse ikke godkende vedtægterne indkaldes til ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 2
Foreningen skal mindst hvert 2. år på årsmødet vurdere om vedtægterne sikrer det fornødne grundlag for foreningens virke.

Ændringer i vedtægterne kan kun ske ved mindst 2/3- del flertal på en generalforsamling eller en ekstraordinær generalforsamling. Det samme gælder vedrørende foreningens opløsning.

Stk. 3
ALTERNATIVET Københavns omegns storkreds bestyrelse kan pålægge foreningen at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for at ændre på vedtægter, der ikke er i overensstemmelse med storkredsens vedtægter.

Storkredsens bestyrelse skal i sådanne tilfælde være repræsenteret på foreningens generalforsamling for at begrunde ændringerne.

Stk. 4
Ved opløsning tilfalder en eventuel nettoformue landsforeningen ALTERNATIVET. Stiftes en ny forening i samme lokalområde under landsforeningen ALTERNATIVET kan denne ansøge om at få tildelt midlerne.

 

Vedtaget, Rødovre, tirsdag 26. april 2016

lokalforeningsbestyrelsens underskrifter

 

_______________ Dirigent

_______________ Forperson

_______________ Menigt medlem 1

_______________ Menigt medlem 4

_______________ Næstforperson

_______________ Menigt medlem 2

_______________ Kasserer

_______________ Menigt medlem 3

 

 

Bilag I Jfr. §
5 Politisk metode; gældende 26-04-2016


Gældende version er altid den version, der forefindes på Alternativets hjemmeside.


Stk. 1
Foreningen vil til stadighed udvikle og dokumentere sit politiske ståsted i kommunen ved at arrangere politiske laboratorier (POLA).

Det er gennem arbejdet i POLA-erne at foreningens politik bliver udviklet. Når ALTERNATIVET er repræsenteret i kommunalbestyrelsen er det en del af bevægelsens virke at der hele tiden er en samtale og dialog om de politiske spørgsmål med størst mulig medinddragelse af medlemmerne gennem politiske laboratorier som forholder sig til de aktuelle politiske temaer i området på kort og lang sigt. Det er således ikke alene kommunalbestyrelsesmedlemmet der råder over mandatet i praksis, men alle kredsens medlemmer.

Efterhånden som der udvikles en beskrivelse af det politiske grundlag vil det udgøre et pejlemærke for den valgte politiker.

Stk. 2
Der ud over afholdes en række møder i Politisk Forum (POFO).

POFO mødes sammen med foreningens valgte kommunalpolitiker når der skal tages stilling til væsentlige og/eller principielle spørgsmål i Kommunalbestyrelsen. POFO består af alle de medlemmer i lokalforeningen som møder op på det pågældende møde hvor spørgsmålet behandles.

Mindst to fra den lokale bestyrelse eller mindst 5 lokale medlemmer kan pålægge bestyrelsen af indkalde til møde. En del af disse møder vil i sagens natur blive indkaldt med kort varsel. Indkaldelsen skal så vidt muligt ske direkte til foreningens medlemmer og slås op på de relevante medier. På mødet diskuteres det eller de konkrete spørgsmål og politikeren klædes på til debatten i kommunalbestyrelsen. Hvis der er større uenighed laves en vejledende afstemning.

Det bærende grundlag for det politiske arbejde skabes altså af medlemmerne i fællesskab og ikke af kommunalbestyrelsesmedlemmet alene.

Det anbefales også at der arbejdes med dobbeltkandidatur således at de valgte kandidater deler arbejde og vederlag med et andet medlem som vælges på et POFO-møde enten før eller efter kommunalvalget. Arbejdet med at skabe mandatet gennem POLA-er og POFO er den samme metode som gælder i landspolitik. Her er det storkredsene der afholder POLA-erne og der sidder 2 repræsentanter fra storkredsene i det landsdækkende POFO. Fremover kan arbejdsmetoden bruges i bydelsgrupper, boligforeninger etc.

Stk. 3
Foreningen er repræsenteret i hver af de 3 faste udvalg i storkredsen som er POLA-udvalget, Å- som bevægelse- udvalget og velkomstudvalget. Repræsentanterne vælges på årsmødet.

 

 

Bilag II

Jfr. § 6 Manifest; gældende 26-04-2016

Gældende version er altid den version, der forefindes på Alternativets hjemmeside.

Stk. 1

  • ALTERNATIVET ER EN POLITISK IDÉ om personlig frihed, social værdighed og levende, bæredygtige fællesskaber. Et håb. En drøm. En længsel efter mening, betydning og medmenneskelige relationer. Alternativet er et svar på det, der sker i verden i dag. Rundt om os. Med os.
  • ALTERNATIVET ER ET OPRÅB mod den kynisme, mangel på gavmildhed og hakken nedad, som trives i vores samfund.
  • ALTERNATIVET ER ET POSITIVT MODSPIL. En lyst til at komme med reelle og seriøse svar på den miljø- og ressourcekrise, kloden står midt i. En krise som for
  • hver dag forværrer vores egne såvel som vores børn og børnebørns muligheder for et godt, rigt og meningsfuldt liv.
  • ALTERNATIVET ER NYSGERRIGHED efter at udvikle vores lokalsamfund, byer og nationer. Vi vil selv tage vare på økonomien og de demokratiske beslutninger. På vores arbejdspladser og i de lokalområder, hvor vores liv leves. Uden at miste det globale udsyn og ansvaret for at finde fælles løsninger sammen med vores naboer. Også dem, der bor på den anden side af kloden.
  • ALTERNATIVET ER SAMARBEJDE. Vi ved, at private virksomheder alene ikke kan løse problemerne. Det kan offentlige institutioner heller ikke. Og det kan NGO- bevægelserne heller ikke. Derfor skal vi opfinde helt nye koblinger og samarbejdsmodeller, hvor vi bruger det bedste fra det private, det offentlige og NGO’erne.
  • ALTERNATIVET ER ÅBENHED efter at afprøve nye idéer og skabe løsninger, der virker. Alternativet er også tænksomhed. Efter at forstå komplekse sammenhænge og modstå fristelsen i forsimplede argumenter og behagelige illusioner.
  • ALTERNATIVET ER MOD til at se problemerne lige i øjnene. Men også mod på den fremtid, vi skal være fælles om. Alternativet er også humor. Uden humor ingen kreativitet. Uden kreativitet ingen gode idéer. Uden gode idéer ingen skaberkraft. Uden skaberkraft intet resultat.
  • ALTERNATIVET ER ALLEREDE VIRKELIGHED. Rundt om på kloden bliver der lige nu skabt helt nye institutionstyper, virksomhedsformer og sociale netværk. Om det er i København, Seoul, Durban eller Rio. Enkeltvis synes de måske ikke af så meget, men tilsammen er der tale om en livskraftig global forandringsbølge.
  • ALTERNATIVET ER FOR DIG som kan mærke, at noget er sat i bevægelse. Som fornemmer, at noget nyt er ved at afløse det gamle. En anden måde at se demokrati, vækst, arbejdsliv, ansvar og livskvalitet på. Det er alternativet.

 

 

Bilag III
Jfr. § 7 Værdier; gældende 26-04-2016


Gældende version er altid den version, der forefindes på Alternativets hjemmeside.

Stk. 1

  • Mod. Mod til at se problemerne i øjnene, men også mod på den fremtid, der er vores.
  • Generøsitet. Alt, hvad der kan deles, skal deles med dem, der har lyst.
  • Gennemsigtighed. Alle skal have mulighed for at se os over skulderen- både på gode og dårlige dage.
  • Ydmyghed. Overfor opgaven, overfor dem, vi står på skuldrene af og overfor dem, der kommer efter os.
  • Humor. Uden humor ingen kreativitet. Uden kreativitet ingen gode idéer. Uden gode idéer ingen skaberkraft. Uden skaberkraft intet resultat. Empati. At sætte sig i den andens sted og se verden derfra. Og derpå skabe løsninger, hvor alle vinder.
  • Værdierne bliver ikke bare pudset af, når der skal holdes skåltaler. De seks kerneværdier skal være konstante pejlemærker, synlige i det daglige politiske arbejde. I den måde vi tænker, taler og handler på. Fra debatarrangementer over politiske udspil til kampagneafvikling.

 

 

Bilag IV
Jfr. § 8 Samtalekultur; gældende 26-04-2016

 

Gældende version er altid den version, der forefindes på Alternativets hjemmeside.

Stk. 1

  • Vi vil gøre opmærksom på både fordele og ulemper
  • Vi vil lytte mere, end vi vil tale, og vi vil møde vores politiske modstandere der, hvor de er Vi vil fremhæve de værdier, som ligger bag vores argumenter
  • Vi vil indrømme, når vi ikke kan svare på et spørgsmål og indrømme, hvis vi har taget fejl Vi vil være nysgerrige overfor alle dem, vi samtaler og debatterer med
  • Vi vil åbent og sagligt argumentere for, hvordan Alternativets politiske visioner kan nås